Nu kører det for Starmark med den digitale bilregistrering

Efter at have indgået et samarbejde med Special Minds IT er der luget ud i eventuelle fejl i beskrivelserne af biler og features på hjemmesiden hos den midtjyske Mercedes-Benz forhandler

Der var tale om et brancheproblem, der var tilbagevendende og som altid har været en udfordring hos Starmark i Vejle, der sælger og leaser brugte Mercedes-Benz. Problemet drejede sig om de fejl, der for ofte havde det med at snige sig ind i beskrivelserne af de enkelte biler og deres features, som kunderne mødte på diverse markedspladser samt på forhandlerens egen hjemmeside.

I dag ser situationen anderledes ud. Et samarbejde med Special Minds IT har betydet, at der nu er betydeligt færre fejl hos Starmark med den digitale bilregistrering.

– Der er aldrig fejl i noget, som kommer fra Special Minds IT, lyder det begejstret fra Jess Slott Helle, direktør, Starmark, der er ejet af Ejner Hessel og beskæftiger 50 medarbejdere og har afdelinger i både Vejle og Roskilde.

Ikke en sælger-opgave
Direktøren trækker os med tilbage til det, der var situationen før samarbejdet med Special Minds IT. I modsætning til mange andre bilmærker var det sin sag at lave beskrivelser af Mercedes-Benz modellerne til hjemmesiden, fordi hver enkelt bil er fyldt med højteknologiske features, som typisk er sammensat ud fra kundens individuelle ønsker.

– Vi kunne godt gå ind hos Mercedes-Benz og trække en liste om den enkelte bil, men det betød, at vi stod med 10 siders oplysninger, hvoraf en del – såsom at rattet sidder i venstre side – var irrelevante for kunden. Ergo måtte vores sælgere selv tage sig af at få sammensat de korrekte og mest relevante sæt oplysninger om den enkelte bil, så det gav mest mulig værdi for kunden. Og det var her problemerne opstod, siger Jess Slott Helle og understreger, at sælgerens primære opgave er kundekontakten i butikken.

– Der var ganske enkelt ikke tid og rum til den fordybelse, som den digitale oprettelse af hver enkelt bil kræver for at give kunden en hurtig og enkel præsentation. Derudover er der tale om en opgave, som stiller krav om, at man har en sjælden evne til at fokusere. Vi prøvede at gå robotvejen, men problemet var her, at robotten ikke kunne sætte oplysningerne i relevans-rækkefølge. Jeg havde kort sagt brug for en menneskelig hjerne med en robots præcision.

Opbygget nyt system  
Gennem en privat kontakt blev Jess Slott Helle gjort opmærksom på Special Minds IT. Et møde blev sat op, hvor Jess Slott Helle fremlagde sit problem. Meldingen fra Special Minds IT lød, at det var en opgave, som de godt kunne løse.

– Vi er dybt imponerede, siger Jess Slott Helle og uddyber:

– Sammen med vores kontaktperson, Silas, som ved alt om Mercedes-Benz, har et team hos Special Minds IT bygget et helt nyt digitalt regneark, der består af en slags siloer, hvor de mest relevante oplysninger kan hældes i, så de ender det rigtige sted. Når vi møder ind om morgenen, kan vi se, hvad folkene fra Special Minds IT har lagt ind, og så kan vi gå i gang med det, som er vores kerneopgave, nemlig prissætningen og salgsarbejdet.

 

nordlys logo

Der er aldrig fejl i noget, som kommer fra Special Minds IT,

 Jess Slott Helle, direktør, Starmark

Linette Grøn Thygesen