Det kører med IT-fleksibiliteten hos FlexDanmark

Da FlexDanmark skulle have testet deres nye system til styring af landets flextrafik, fik de en pakke fra Special Minds IT og Key2Quality, som de ikke havde forestillet sig

Vi spoler lige filmen et år tilbage hos FlexDanmark i Aalborg. Her var der en vis form for uro i den afdeling, der hedder Leverancer og Produkter. Afdelingen stod foran implementeringen af et nyt system til understøttelse af kørsel med flextrafik over hele landet. Et system til ruteplanlægning, som både skal tage højde for afstande, antal passagerer, service og økonomi.

– Vi stod med et pludseligt behov for viden, faglighed og en med det overordnede ansvar for hele testforløbet, siger Tommy Jensen, afdelingschef for Leverancer og Produkter.

Hjælpen kommer udefra

Problemet nåede ikke at blive kritisk. Tommy Jensen indledte nemlig en dialog med Special Minds IT om at få deres IT-konsulenter koblet på opgaven som testere.

– Hurtigt fik jeg et indtryk af, at Special Minds IT havde lige nøjagtig den professionalisme og faglighed, som vi havde brug for, siger Tommy Jensen.

I den indledende dialog stod det også hurtigt klart, at Special Minds IT kunne hjælpe med test, men at de samtidig fik brug for hjælp til test management. Det var her, Key2Quality kom ind i billedet.

– Vi blev tilbudt en løsning, hvor de samlet set kunne påtage sig rollen med at sikre, at der også blev lavet den rette teststrategi og testbeskrivelse, siger Tommy Jensen.

Test og tryghed

Hos FlexDanmark har man ikke tidligere prøvet et set up, hvor en socialøkonomisk virksomhed i samarbejde med en højt specialiseret virksomhed leverer løsningen. Men den konstellation virkede, konstaterer de i det nordjyske.

– Vi fik hurtigt en fornemmelse af den samlede løsning, og hvordan de ville gribe det an. En konsulent fra hver af virksomhederne fik deres ugentlige gang hos os, og vi var fuldstændig trygge ved, hvordan de greb testplanen an, siger Klaus Nielsen, projektleder FlexDanmark.

Imponerende autisme-tilgang

Test-forløbet strakte sig over otte måneder. For Klaus Nielsen, der ikke tidligere havde arbejdet sammen med IT-konsulenter med autismeprofil, har det været lidt af en øjenåbner.

– Jeg var dybt imponeret, når de fremlagde testcases og dokumenterede fejl. Det var både med screendumps, tekst og video, som viste systemfejlene. Det gjorde det nemt for os at gå videre og fremlægge evidens overfor leverandøren, siger Klaus Nielsen.

Ved siden af ham nikker Tommy Jensen.

– Vi fik i kraft af Key2Quality og Special Minds IT bragt en professionalisme og best practice ind i projektet, siger han og fortsætter:

– Og for mig personligt betyder det samtidig meget, at vi også bidrager til, at IT-konsulenter med autisme får mulighed for at udfolde deres potentiale.

 

Om FlexDanmark

FlexDanmark driver deres ejeres fælles it-system og udvikler nye koncepter til flextrafikken. 

Læs mere på: flexdanmark.dk

Martin udnytter sin perfektionisme

IT-konsulent Martin Tolstrup Madsen, Special Minds IT, nyder i testopgaven for FlexDanmark godt af de unikke kompetencer, der følger med en autismediagnose.

Martin Tolstrup Madsen ved godt, at han har brug for, at rammerne er de rette, hvis han skal fungere i et job. En autismediagnose betyder blandt andet, at han er sensitiv overfor lyde.

– Et storrumskontor er jeg ikke egnet til, siger Martin Tolstrup Madsen, der hos Special Minds IT deler kontor med to andre IT-konsulenter, og hvor de kender hinandens særhensyn.

Når hensynene er på plads, så ved han også, at han ligesom sine kolleger har kompetencer, der er særligt velegnede til bestemte typer af opgaver.

– Som så mange andre med autisme er jeg omhyggelig og har en perfektionisme. Jeg er god til at sikre kvalitet og holde fokus på rutineopgaver, der for andre godt kan blive trivielle.

FlexDanmark får testcases

I testopgaven for FlexDanmark har Martin Tolstrup Madsen været involveret i prioritering af testområdet i samarbejde med kunden og udarbejdelse af selve testdesignet. Da det var godkendt, blev der leveret testcases og hændelsesrapporter på samlebånd.

– Vi bestræbte os på at gøre det så enkelt som muligt, siger Martin Tolstrup Madsen og fremhæver perfektionismen som en egenskab, der både er en styrke og udfordring.

– Når man er indrettet som mig, vil man gøre det så fremragende som muligt. Det gør, at det nogle gange kan være svært at sige, at nu er for eksempel testcasen beskrevet i rigeligt omfang. Jeg kan blive ved med at jagte en detaljegrad. Det er her, at vi nyder godt af projektledere, som kan fortælle os, at nu er vi i mål, siger IT-konsulenten, der ikke bliver træt, selv om test- og datahåndteringsopgaver kan betyde gentagelse på gentagelse gennem mange timer.

– Når sådan en som mig løser rutinemæssige opgaver, formår jeg at afkoble samtidig med, at jeg koncentrerer mig.

Når sådan en som mig løser rutinemæssige opgaver, formår jeg at afkoble samtidig med, at jeg koncentrerer mig.

 

Martin Tolstrup Madsen, IT-konsulent, Special Minds IT

Flere nyheder og presseomtaler  ›